Forord

Rigdom og vækst uden affald er Randers Kommunes vision for affaldsområdet.  Visionen skal være med til at skabe fremgang, der kan lede til en bæredygtig kommune. En kommune, hvor vi vil mulighederne og ressourcerne i vores affald.

I kommunen har det længe været en selvfølge at indsamle glas og papir. Denne selvfølgelighed vil vi gerne have ført over på endnu flere typer af affald. Affaldet skal for den enkelte borger, opfattes som en ressource. En ressource, som vi sorterer og som ikke er værdiløs. Således er det essentielt, at vi indretter vores affaldssystemer, så det er nemt at sortere rigtigt, så flest ressourcer får nyt liv.

Men bolden ligger langt fra kun hos kommunen. Vi skal alle føle et ansvar, så dét at sortere bliver lige så naturligt som at børste sine tænder. Også når det f.eks. kræver, at vi skal bestille storskrald til pappet, der ellers kunne være plads til i skraldespanden.

Det betyder, at information om sortering og genbrug er en vigtig del af Affaldsplanen. Det betyder også, at vi de næste år sætter fokus på at få bioaffaldet og andre fraktioner ud af dagrenovationen. Målet er, at mængden af dagrenovation fra kommunens borgere skal reduceres med 25 %.

Kommunens arbejde med at gøre affald til en ressource, kan du læse mere om i denne plan. Når planen er ført ud i livet, i 2018, håber jeg, at vi alle vil sige: ”Selvfølgelig sorterer vi det hele, hvad ellers??”

Kasper Fuhr Christensen