Indsatsområde 1

Hvorfor

Det første hovedindsatsområde i Miljøministeriets Ressourcestrategi bliver sandsynligvis at udnytte næringsstofferne i det organiske affald. Derfor vil Randers Kommune prioritere en særskilt indsamling af det organiske affald og efterfølgende behandle det i et biogasanlæg. På den måde kan vi udnytte både næringsstofferne og energien i det organiske affald. Især fosforen i det organiske affald er et uundværligt grundstof, som kommunen ønsker håndteret med omtanke og ført tilbage i det organiske kredsløb. Potentialet for det organiske affald er ca. 7.000 ton fra husholdninger. Derudover er der en ukendt mængde organisk affald fra kommunale virksomheder og institutioner.

Rapport om organisk affald

Rambøll har udarbejdet en rapport for Randers Kommune. Den kommer med forslag til hvordan vi kan organisere indsamlingen af organisk affald i Randers Kommune. Den giver et indblik i hvilken betydning indsamlingen vil have for genanvendelsesprocenten, hvis den realiseres. Herudover indeholder rapporten en beregning af den mulige CO2-reduktion samt hvilke driftsomkostninger og investeringer indsatsen kan forventes at bringe.
Rapporten indeholder desuden en tilsvarende analyse af håndteringen af den "tørre" genanvendelige del af dagrenovationen, samt håndtering af dagrenovationen for så vidt angår genanvendelsesprocent og klimaeffekt. Læs hele rapporten om organisk affald her. 

Hvad vil vi opnå

Vi vil have alle genanvendelige fraktioner samt farligt affald og kasserede elektriske og elektroniske produkter ud af dagrenovationen. I Randers Kommune blev der i 2011 produceret ca. 27.500 tons dagrenovation til forbrænding. Målet er at reducere dagrenovationsmængden med 25 % i 2018 i forhold til mængden fra 2011. Dermed skal mængden af dagrenovation i 2018 være under 20.625 tons.

Hvornår

Organisk affald 2014-2018. Farligt affald og småt elektronikaffald 2015-2018. Pap 2015-2018.

Økonomi

Indsamling af det organiske affald vil sandsynligvis påvirke borgernes renovationsgebyr. Desuden vil der sandsynligvis blive udgifter til indkøb af undergrundscontainere samt til opførelse af et forbehandlingsanlæg. Du kan læse mere om de økonomiske konsekvenser her.

Udgifterne til de øvrige initiativer vil blive indeholdt i bugettet for affaldsområdet.

Initiativer

Organisk affald:

  • Undersøge muligheden for etablering af et anlæg til forbehandling af organisk husholdningsaffald.
  • Undersøge om forbehandlingsanlægget til organisk husholdningsaffald kan placeres på Randers Affaldsterminal.
  • Undersøge andre afsætningsmuligheder.
  • Undersøge muligheden for at installere køkkenkværne.
  • Undersøge muligheder og barrierer for indsamlingen af organisk husholdningsaffald samt de økonomiske konsekvenser ved etablering og drift af en indsamlingsordning.
  • Implementere ordning for indsamling af organisk husholdningsaffald.

Farligt affald og småt elektronikaffald:

  • Undersøge muligheden for at indsamle farligt affald og småt elektronikaffald ved offentlige bygninger.
  • Vurdere borgernes muligheder for at bortskaffe medicinrester og evt. justere ordningerne.

Pap:

  • Undersøge hvordan vi kan få mere pap ud af dagrenovationen, evt. i samarbejde med dagligvarebutikker, som har pappressere.