Mål 2

Målsætningerne for at udnytte ressourcerne i affaldet bedst muligt på dagrenovationsområdet 2009-2012 var:

2.1  Alle brændbare og ikke-genanvendelige materialer og produkter skal energiudnyttes.

2.2  Optimere eksisterende ordninger ved at øge kampagne- og informationsindsatsen.

2.3  Løbende vurdere om nye genanvendelsesmuligheder gør yderligere udsortering relevant.

2.4  Motivere virksomheder til øget genbrug af erhvervsaffald.

2.5  Gennemføre kampagner for bedre sortering ved etageboliger.

Det vurderes at målsætningerne er blevet opfyldt.

Ad. 2.1
I Randers Kommune findes ikke et forbrændingsanlæg til affald. Kommunen har i planperioden sendt alle indsamlede brændbare og ikke-genanvendelige materialer (undtaget de mængder som deponeres) til I/S Fælles Forbrænding (Hobro), Hammel Fjernvarm Amba, Års Varmeværk og Århus Forbrændingsanlæg, hvor affaldet energiudnyttes i forbindelse med enten varme- eller el-produktion eller begge dele.

Ad. 2.2
Der er i planperioden gjort en stor indsats for at optimere indsamlingen af affald ved at informere om de eksisterende ordninger.

  • I det husstandsomdelte EXIT informeres årligt om de forskellige ordninger. Randers Kommune har tidligere udsendt et årligt affaldshæfte, men i 2009 blev bladet moderniseret. Det betød at bladet ikke blot var en faktuel beskrivelse af affaldsordningerne i Randers Kommune, men et holdningspræget magasin. Her beskriver kommunen affaldsordningerne og fortæller hvorfor affaldssortering er vigtig, både ud fra et økonomisk og et samfundsmæssigt synspunkt.
  • I planperioden er der udsendt målrettet information til samtlige villaer og rækkehuse om miljøkasse- og storskraldsordningen.
  • I et forsøgsområde er der udsendt målrettet information til villaer og rækkehuse om salg af kompostbeholdere.  
  • Radiospots er blevet brugt til at informere om både ændringen af storskraldsskraldsordningen i 2012 og indsamling af affald i forbindelse med vintrenes udfordringer.
  • Nyhedsbrevet Mere om affald bliver udsendt hvert kvartal.
  • Informationsindsatsen på hjemmesiden randers.affald.dk er styrket.  
  • I 2012 blev der lavet en ny sorteringsvejledning til genbrugspladserne.
  • I 2011 lavede Randers Kommune en informationskampagne på genbrugspladserne under parolen ”Ikke alt, der kan brænde, skal brændes”. Kampagnen blev sat i værk for at forbedre sorteringen og begrænse mængden af småt brændbart. En analyse af containeren til småt brændbart havde forinden vist en høj grad af fejlsortering. Især mange sorte sække indeholdt mange genanvendelige materialer. Som konsekvens heraf blev containeren til pap flyttet hen ved siden af containeren til småt brændbart.

Efter kampagnen har pladsmændene fortsat skærpet opmærksomhed på, hvad der lægges i containeren til småt brændbart.

Ad. 2.3
I planperioden er der arbejdet målrettet på at flytte flere genanvendelige fraktioner fra dagrenovationen til genbrug. Således blev sorteringsanlægget på Randers Affaldsterminal i 2012 bygget om. Det betyder at anlægget pr. 1. januar 2013 udsorterer metalemballage maskinelt, mens plastemballage sorteres manuelt.

På Randers Genbrugsplads blev det fra 2012 muligt at aflevere klinker og sanitet til genbrug.

Ad. 2.4
Der foregår løbende vejledning af kommunens virksomheder i forbindelse med virksomhedstilsyn. Derudover har kommunen i planperioden øget opmærksomheden på affaldssortering ved de kommunale skoler, børnehaver og vuggestuer. Randers Kommune vil i den kommende planperiode øge indsatsen over for de kommunale virksomheders affaldshåndtering.

Ad. 2.5
Randers Kommune er i løbende dialog med boligforeninger om affaldshåndtering ved etageboligerne. Derudover etablerede Randers Kommune i 2012 en viceværtordning. Hensigten var at lette afleveringen af farligt affald og kasseret småt elektronik for beboere i bolig- og ejerforeninger og lign. Ordningen erstatter miljøbilens rutekørsel i kommunen fra januar 2014.

Derudover bliver der løbende bygget nærgenbrugsstationer til storskrald. Ved udgangen af denne planperiode er der bygget 13 stationer, og der er flere under opbygning.