Home / Indsatsplaner / Generelt om indsatsplaner / Grundvandskortlægning

Grundvandskortlægning

Siden slutningen af 1990´erne er grundvandsressourcerne i Danmark blevet kortlagt. Det blev først gjort af amterne, dernæst af de statslige miljøcentre og siden 2011 i regi af Miljøministeriet / Miljø- og fødevareministeriet.

Kortlægningen i Randers Kommune er foregået 4 kortlægningsområder, som alle strækker sig ind i nabokommuner. På grund af uoverensstemmelser mellem resultaterne fra de forskellige kortlægninger nord for Randers Fjord er der pt. (primo 2018) gang i genberegning af indvindingsoplande m.v. i området.

Kortlægningen er baseret på geofysiske målinger, vandanalyser, simultane pejlinger af grundvandsspejlet, udførelse af boringer og udarbejdelse af grundvandsmodeller. Desuden er der brugt allerede eksisterende data om geologi, grundvand, geofysik, nedbør og overfladevand m.m.

Statens kortlægning giver et overordnet billede af, hvor grundvandet er dannet, hvor det strømmer hen samt hvor det er specielt sårbart. Det er de sårbare områder, som indsatsplanerne især beskæftiger sig med. Kortlægningen er finansieret af det grundvandsgebyr, vandværkerne gennem årene har indbetalt.

Kortlægningen er imidlertid ikke altid detaljeret og nøjagtig nok til, at man kan pålægge lodsejere restriktioner mht. arealanvendelsen ned på matrikelniveau. Det er derfor nødvendigt, at kommunen inddrager detaljeret lokal viden om geologien og vandforsyningsforholdene. Denne lokale viden er således afgørende for detaljerne i indsatsplanen.

Grundvandskortlægningen er beskrevet mere detaljeret i rammeindsatsplanerne for hvert indsatsplanområde.