Home / Indsatsplaner / Generelt om indsatsplaner / Planernes opbygning

Planernes opbygning

Rammeindsatsplaner og delindsatsplaner

Randers Kommune har valgt at lade indsatsplanerne bestå af overordnede rammeindsatsplaner, som hver dækker et større område samt en delindsatsplan for hvert enkelt vandværk. Til hver rammeindsatsplan hører der således et antal delindsatsplaner.

Rammeindsatsplanen beskriver de generelle og overordnede indsatser, der skal gennemføres i området og angiver retningslinjer for den fremtidige administration af forhold, der har med grundvandet at gøre. Desuden beskrives resultaterne af den statslige kortlægning, som ligger til grund for indsatsplanen.

Delindsatsplanerne er målrettet forholdene på og omkring det enkelte vandværk for at gøre planen mere håndterbar og for at opnå en bedre lokal forankring hos det enkelte vandværk.

Hvad en indsatsplan skal indeholde, er kort beskrevet i boksen til højre.

Planerne skal være dynamiske

Da vandforsyningsstrukturen m.m. vil ændres med tiden, vil der være behov for en løbende opfølgning af planen. Det kan, f.eks. ved større ændringer i indvindingsstrategi eller markante ændringer af vandkvaliteten, blive nødvendigt at revidere planen.

Hvad skal en indsatsplan indeholde?
I Bekendtgørelse om indsatsplaner er det angivet, at en indsatsplan mindst skal indeholde:

  • Et resumé af den kort-lægning, der er grund-laget for indsatsplanen.
  • En angivelse af hvor, der skal gennemføres indsatser.
  • En beskrivelse af de indsatser, der skal gennemføres.
  • Retningslinjer for afgørelser af betydning for grundvandsressourcen.
  • En angivelse af om, der skal gennemføres over-vågning, og af hvem.
  • En opgørelse over behovet for beskyttelse.
  • En tidsplan for gennem-førelse af den samlede indsatsplan