Forord

Randers by, med sin beliggenhed for enden af Gudenåen og i bunden af Randers Fjord, er ind imellem udfordret af vandmasserne i forbindelse med stormflod. Kvarterer i byen har flere gange været ramt af oversvømmelser, hvor gader og kældre har været fulde af vand, men indtil nu har Randers heldigvis været forskånet for de allerkraftigste oversvømmelser, som vi har set i andre byer.

Med Danmarks største vandløb midt i byen og en Randers Fjord med direkte adgang til Atlanterhavet, er der god grund til agtpågivenhed. Vi må forberede os på, at de oversvømmelser, som vil komme i fremtiden, meget vel kan blive mere voldsomme, end vi hidtidig har kendt. Følgerne af klimaforandringerne med voldsommere vejr og mere vand i fjord og å vil i fremtiden udfordre os mere og mere i forhold til at kunne undgå de helt store skader. Vi skal derfor være beredt. God planlægning skal gøre os klar til at tage fat på udfordringerne, og vi skal have mål for, hvordan vi vil forebygge og sikre os i fremtiden.

Arbejdet er i fuld gang. Med vedtagelsen af kommunens klimatilpasningsplan og den efterfølgende risikostyringsplan vil Randers Kommune have fundamentet i orden til fremtidens arbejde med håndtering af det vand, vi ind imellem har alt for meget af. Klimatilpasningsplanen og risikostyringsplanen har fokus på, at de bedste løsninger på udfordringerne ikke er at burre os inde bag høje diger alle steder. Gennem projektet ”Byen til vandet” skal den centrale del af Randers by sikres imod vandmasserne, når de er voldsomme. Samtidig skal de løsninger, der vælges, skabe merværdi og give os bedre adgang til vandet under normale vejrforhold.

De smarteste løsninger finder vi sammen med de, der bor og færdes i de oversvømmelsestruede områder langs Randers Fjord. Vi vil derfor invitere til dialog og inddrage borgere, erhvervsliv, foreninger, nabokommuner, region og stat så vi sammen kan tackle klimaets og vandets udfordringer bedst muligt.

Claus Omann Jensen

Borgmester

Planen er vedtaget

Klimatilpasningsplanen er vedtaget af Randers Byråd den 17. november 2014. Planen er dermed gældende som kommuneplantillæg nr. 6 til Randers Kommuneplan 2013. Retningslinjer er indarbejdet i Randers Kommuneplan 2017.

Din mening!

Randers Kommune vil gerne løbende modtage henvendelser fra borgerne om klimatilpasning. For henvendelse, benyt venligst postkassen klimatilpasning@randers.dk

Randers Fjord er af Staten udpeget som risikoområde for oversvømmelse fra fjord og å. I den forbindelse har byrådet den 28. september 2015 vedtaget en Risikostyringsplan for Randers Fjord (Randers Kommune). Risikostyringsplanen kan ses ved at følge dette link "Risikostyringsplan, Randers" .