Randers

Oversvømmelsestruede arealer

I Randers by fremstår særligt 5 områder fra kortlægningen med en særlig risiko. De 5 områder fremgår af denne figur.


Billede 1: Kortet viser risiko for oversvømmelse i år 2050. De 5 markerede områder (R1-R5) i Randers by er særligt udsatte. De repræsenterer områder hvor både sandsynligheden for oversvømmelse er høj og hvor relativt høje værdier samtidigt er til stede.

R1 omfatter området Randers by indenfor Ringboulevarden, benævnt Randers C.

R2 omfatter Vorup/Kristrup området, benævnt Randers S.

R3 omfatter Hornbæk/Helsted området, benævnt Randers V.

R4 omfatter Dronningborg området, benævnt Randers Ø.

R5 omfatter nordbyen uden for Ringboulevarden, benævnt Randers N.

Trusler

Truslerne for oversvømmelse og værditab i de 5 områder kommer fra flere sider:

  • I forbindelse med ekstraordinært højvande og stormflod (områderne R1, R2)
  • Ved kraftigt skybrud eller pludselig afsmeltning af store snemængder (områderne R1, R2, R3, R4, R5)
  • Opstigning af det øvre grundvand (områderne R1, R2)

I mange af de oversvømmelsestruede områder i byen er der risiko for tab af store værdier, når oversvømmelsen rammer. De områder, hvor såvel sandsynligheden for oversvømmelse og høje værdier er til stede, er markerede (R1 til R5). Markeringerne angiver samtidig de områder, hvor en beskyttelsesindsats imod oversvømmelse vil have størst effekt med hensyn til at undgå store værditab.

Oversvømmelse fra Randers Fjord og Gudenåens udløb

I områderne Randers C (R1) og Randers S (R2) – specielt hvor disse to områder overlapper hinanden, i området omkring havnen og Randers Bro – er der både risiko for oversvømmelse fra fjorden, fra nedbør og fra opstigende grundvand. Det samme område kendetegnes ved, at der her findes høje værdier, som kan gå tabt.  

På grund af klimaforandringerne vil truslen fra en stigende vandstand blive større og større som årene går, og risikoen for oversvømmelse med efterfølgende tab af værdier vil vokse i takt med vandstandsstigningerne.  Specielt fra midten af dette århundrede er sandsynligheden for oversvømmelse i dette område blevet så stor, at det vil kræve en permanent løsning, hvis området skal beskyttelse imod indtrængende vand, selv ved de almindelige stormflodshændelser, vi oplever hvert 10. år.

Oversvømmelse fra nedbør

Bymidten med den gamle middelalderby befinder sig i området Randers C (R1). Dette område er fælleskloakeret og bliver belastet af det regnvand og spildevand, der kommer fra nord.  Ved skybrud er der risiko for oversvømmelse med spildevandsforurenet regnvand specielt i dette område. Der er ikke kapacitet i kloaksystemet i bymidten til alt det vand, der kommer fra nordbyen. Kloakvandet vil derfor stuve op på overfladen gennem kloakdæksler og afløb i kældre ved et kraftigt skybrud.

Områderne Randers S (R2), Randers V (R3), Randers  Ø (R4) og Randers N (R5) er delvist separatkloakerede. Randers Spildevand er i gang med at separatkloakere områderne, hvorved de hygiejniske forhold ved overløb bliver væsentligt forbedret.

Oversvømmelse fra opstigende grundvand

Opstigende grundvand må forventes at medføre problemer med afvanding i lavtliggende områder. I Randers by kan en stigende grundvandsstand medføre et øget behov for afværgeforanstaltninger i form af omfangsdræn og pumper for at sikre bygninger og infrastruktur.