Risikostyringsplan

Forord

Med en beliggenhed for enden af Gudenåen og i bunden af Randers Fjord er Randers by ind imellem udfordret af vandmasserne i forbindelse med stormflod. Kvarterer i byen har flere gange været ramt af oversvømmelser, hvor gader og kældre har stået fulde af vand. Heldigvis har Randers indtil nu været forskånet for de allerkraftigste oversvømmelser, som vi har set i andre byer.

Med Danmarks største åløb midt i byen og en Randers Fjord med direkte adgang til Kattegat er der god grund til agtpågivenhed. Vi må forberede os på, at de oversvømmelser, som vil komme i fremtiden, meget vel kan blive mere voldsomme, end vi hidtil har set. Følgerne af klimaforandringerne med voldsommere vejr og mere vand i fjord og å vil i fremtiden udfordre os mere og mere i forhold til at kunne undgå de helt store skader. Vi skal derfor være beredt. God planlægning skal gøre os klar til at tage fat på udfordringerne, og vi skal have mål for, hvordan vi vil forebygge og sikre os i fremtiden.

Arbejdet er i fuld gang. Med vedtagelsen af kommunens klimatilpasningsplan og denne risikostyringsplan vil Randers Kommune have fundamentet i orden til fremtidens arbejde med håndtering af det vand, vi ind imellem har alt for meget af. Klimatilpasningsplanen og denne risikostyringsplan har fokus på, at de bedste løsninger på udfordringerne ikke bare er inde bag høje diger alle steder. Gennem projektet ”Byen til vandet” skal det tænkes ind, hvordan vi bringer åen og fjorden mere i spil som et fristed for borgerne, og samtidig sikrer byen imod voldsomme vandmasser. Samtidig skal de løsninger der vælges skabe merværdi og give os bedre adgang til vandet under normale vejrforhold.

De smarteste løsninger finder vi sammen med dem, der bor og færdes i de oversvømmelsestruede områder langs Randers Fjord. Vi vil derfor invitere til dialog og inddrage borgere, erhvervsliv, foreninger, nabokommuner, region og stat, så vi sammen kan tackle klimaets og vandets udfordringer bedst muligt.

 

Claus Omann Jensen

Borgmester

________________________________________________________________________________

 

 

Kontakt os

Opgaven med realisering af planerne for klimatilpasning og risikostyring vil fremadrettet være på dagsordenen. Du er derfor velkommen til at sende en e-mail til klimatilpasning@randers.dk med spørgsmål, kommentarer, ideer mv.

 

Offentliggørelse og klagevejledning

Risikostyringsplan 2015-2021 er vedtaget af byrådet i Randers den 28. september 2015.

Forslaget til planen har været i offentlig høring fra den 24. november 2014 til den 01. juni 2015. Randers Kommune har modtaget seks høringssvar som ikke har givet anledning til ændringer af forslaget. Planen sendes til Miljøministeriet og Kystdirektoratet som inden årets udgang offentliggør en samlet risikostyringsplan for Danmark.

Klagevejledning

Jævnfør § 11 og § 12 i "Bekendtgørelse om vurdering og risikostyring for oversvømmelser fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet" (BEK nr. 121 af 02/02/2010) kan vedtagelsen af planen påklages i fire uger efter planens offentliggørelse. Risikostyringsplan 2015-2021 (Randers Kommune) kan påklages i perioden fra fredag den 2. oktober til den 30. oktober 2015.

§ 11. Den endeligt vedtagne risikostyringsplan efter § 8 og senere revisioner heraf kan påklages til Kystdirektoratet for så vidt angår retlige spørgsmål.

Stk. 2. Udpegning af risikoområder efter § 3 kan påklages til transportministeren (nu overdraget til miljøministeren) for så vidt angår retlige spørgsmål.

Stk. 3 Klageberettigede er følgende:

1) Enhver der har væsentlig interesse i planernes indhold

2) Offentlige myndigheder med væsentlig interesse i planernes indhold

3) Foreninger og interesseorganisationer med væsentlig interesse i planernes indhold

§ 12 Klage skal indgives skriftligt senest 4 uger efter, at planen er offentliggjort. Hvis klagefristen udløber en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til følgende hverdag.

Stk. 2. Klagen efter § 11, stk. 1 indgives til kommunalbestyrelsen, som videresender den til Kystdirektoratet

Stk. 3. Klagen efter § 11, stk. 2 indgives til Kystdirektoratet, som videresender den til transportministeren (nu overdraget til miljøministeren)

Stk. 4. Klagen efter § 11, stk. 1 har ikke opsættende virkning, med mindre Kystdirektoratet bestemmer andet

Stk. 5. Klagen efter § 11, stk. 2 har ikke opsættende virkning, med mindre transportministeren (nu overdraget til miljøministeren) bestemmer andet