Vandhandleplan

Vandkvaliteten i Danmark skal forbedres i henhold til EU- direktiver. Den nødvendige indsats beskrives i de statslige vandplaner. Kommunen har i 2012 udarbejdet en vandhandleplan, som beskriver, hvor og hvornår kommunen realiserer de statslige vandplaners indsatsprogrammer.

Statens vandplaner blev endeligt vedtaget ultimo 2011, men skal på grund af en klage til Miljø- og Naturklagenævnet igennem en fornyet offentlighedsperiode i foråret 2013.

I statens vandplan er der for Randers Kommune ikke anført supplerende indsatser for grundvand, jf. vandplan i menuboksen til venstre.  I 1. vandplanperiode er kravene til grundvandets kvantitative tilstand omfattet af undtagelsesbestemmelserne og der stilles således ikke krav til vandindvinding i denne planperiode.

I vandløbsoplande, hvor der er ringe kvantitativ tilstand som følge af vandindvinding, vil staten frem mod næste vandplan foretage en nærmere vurdering af behovet for en indsats for at reducere eller flytte indvindingen af grundvand. Dette kan betyde, at der på sigt skal reduceres eller flyttes på indvindingen af grundvand. I planperioden 2010 - 2015 skal Randers Kommune meddele tilladelse til indvinding af grundvand til ca. 50 vandværker og ca. 50 markvandingsanlæg.

Vandplanens virkemidler til at opnå god kvantitativ tilstand:

• Reduktion/flytning af kildepladser

• Kompensationsudpumpning til vandløb

Der skal ikke iværksættes en indsats i relation til grundvandets eventuelle kemiske påvirkning af overfladevand og terrestriske naturtyper. I 1. vandplanperiode er kravene til grundvandets kemiske tilstand omfattet af undtagelsesbestemmelserne.

Drikkevandskvalitet er omfattet af de kommunale indsatsplaner. Til sikring af fremtidens drikkevandsinteresser skal kommunen udarbejde indsatsplaner som i detaljer skal beskrive, hvad der skal gøres for at sikre gode ressourcer af drikkevand. Jf. bekendtgørelse om indsatsplaner. Vandplanerne er udarbejdet under forudsætning af, at drikkevandet beskyttes under den eksisterende indsatsplanlægning – som en grundlæggende foranstaltning.