Vandplan

I medfør af miljømålsloven har de statslige miljøcentre udarbejdet vandplaner. Planerne blev endeligt vedtaget ultimo 2011, men skal på grund af en klage til Miljø- og Naturklagenævnet igennem en fornyet offentlighedsperiode i foråret 2013.

Planerne fastlægger mål for de forskellige vandforekomster med det overordnede mål at opnå "god økologisk tilstand" i 2015. "God økologisk tilstand" omhandler både kvantitative og kemiske forhold.

I vandplanerne er fastsat følgende målsætninger for grundvand:

Grundvandsstanden må kvantitativt ikke være påvirket af menneskeskabte ændringer så:

  • tilknyttede vandområder ikke kan opnå deres miljømål,
  • der kan ske forringelse af tilstanden for disse vandområder, og
  • der kan ske en signifikant skade på terrestriske naturtyper, der er direkte afhængige af grundvandsforekomsten.

Miljømålene for grundvandsforekomsternes kemiske tilstand er, at:

  • den elektriske ledningsevne ikke indikerer saltvandspåvirkning eller anden påvirkning,
  • kvalitetsstandarder anvendt under anden relevant EU-lovgivning ikke overskrides,
  • tilknyttede vandområder kan opnå deres miljømål,
  • der ikke kan ske betydende forringelser af den økologiske eller kemiske kvalitet for disse vandområder, og
  • der ikke kan ske en betydende skade på terrestriske naturtyper, der afhænger direkte af grundvandsforekomsterne.

Vandplanerne fastlægger blandt andet følgende prioritering af ressourcen:

  1. Drikkevandsformål
  2. Tilstanden i vandløb, søer, enge og moser
  3. Markvandingsformål

Vandforsyningsplanen skal være i overensstemmelse med vandplanerne.

Nyttige links

Statens vandplaner